Hjem > Presseomtaler > Dansk presse

torsdag 1. apr. 2004, kl. 11:19
HP blæser til kamp mod billigt blæk

HP er træt af konkurrencen fra producenter af kopi-blækpatroner og genopfyldnings-sæt og vil nu indsamle de brugte patroner. Ifølge Politiken sker indsamlingen for at bekæmpe kopipatroner, mens HP selv siger, at initiativet skyldes hensynet til miljøet.

Af : Rikke Sternberg

Hewlett-Packard er træt af at tabe indtægter til producenter af billige printerblækpatroner og på, at folk selv genfylder patronerne. Det skriver Politiken.

ANNONCE:
HP inviterede derfor for nylig 150 europæiske it-journalister til Dublin for på selskabets fabrik at demonstrere, at teknologien i en printer rent faktisk sidder i blækpatronen, og at det er et indviklet produkt.

HP pointerer også, at varigheden af et dokument printet med originalt blæk er længere, end hvis der er anvendt et kopiprodukt. HP garanterer eksempelvis, at et foto printet med original-blæk på originalt HP-papir har en varighed på 73 år ved korrekt opbevaring, skriver Politiken.

Samtidig vil HP nu indsamle de brugte printerpatroner fra private brugere, sådan som man hele tiden har gjort i erhvervslivet.

Indsamlingen vil i Danmark begynde fra 15. maj, hvor man gratis vil kunne returnere sin blækpatron til HP, som vil genbruge delene.

Politikens korrespondent mener, at det sker for at sikre, at patronerne ikke cirkulerer på genopfyldningsmarkedet, hvor man kan få lidt håndører for dem ved at sende dem til genopfyldningsspecialisterne.

HP hævder dog, at det er af miljøhensyn.

- Hvis folk vil sælge deres patroner i stedet for at sende dem til os, så helt fint med os, vi giver dem bare muligheden, siger Kim Holm, europæisk chef for HP Supplies, til Politiken.

EU's konkurrencekommissær, Mario Monti, har også sat fokus på prisen på de originale blækpatroner, hvori literprisen på blækket kan nå op i nærheden af 20.000 kroner, næsten dobbelt så meget som for den eksklusive franske Chanel no. 5-parfume.

HP ønsker dog ifølge Politiken ikke at kommentere undersøgelsen, før producenten selv er blevet kontaktet af EU.



ShopFactory (TM). Click Here.